Sixt Cars
Solkysten
BoConcept Mijas
Bolig-udland
Læs Solkysten
AAEstates
Copenhagen Car Rental
Den politiske krise går ud over ytringsfriheden
Ytringsfriheden har det dårligt i Spanien.
Det mener mange, blandt andre Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i
Strasbourg. I marts afgjorde domstolen at det
ikke er en forbrydelse at brænde et foto af kongen,
men en legitim måde at udøve ytringsfriheden
i et demokratisk samfund præget
af politisk pluralisme, tolerance og vidsyn.
Dermed blev to katalanske separatister, Enric
Stern og Jaume Roura, omsider frikendt for en
handling helt tilbage i 2007, som kostede dem
en bøde på 2700 €. I stedet kommer staten
til at betale en erstatning på 9000 € til aktivisterne,
der var blevet dømt ved alle Spaniens
retsinstanser, inklusive Forfatningsdomstolen.
Klagerne over ytringsfrihedens alt for
snævre rammer er taget til i de seneste år,
hvor selvstændighedsdebatten i Katalonien
skærpedes. Spanien havde netop været igennem
en pinlig episode på årets ARCO i
Madrid, der er en af Europas vigtigste messer
for nutidskunst. Arrangørerne tvang et af
de deltagende gallerier til at fjerne et værk af
Santiago Sierra med titlen ”Politiske fanger
i dagens Spanien”. Kunstværket var simpelthen
en stribe portrætter af de katalanske
politikere, der blev fængslet efter statskupforsøget
i fjor.
Ytringsfriheden har det heller ikke godt på
den anden side af den kunstige grænse, som
separatisterne forsøger at skabe. I Katalonien
klager organisationen ”Journalister uden
grænser” over de trusler, som internationale
pressefolk modtager, hvis de ikke beskriver
situationen som separatisterne ønsker det.
I den forløbne måned sluttede Amnesty
International sig til protestkoret mod ytringsfrihedens
voksende problemer i Spanien.
AI hæfter sig ved antiterrorlovgivningen, der
efter organisationens mening misbruges til at
undertrykke enhvert afvigende synspunkt på
de sociale netværk med henvisning til, at det
drejer sig om forherligelse af terrorismen eller
ydmygelse af dens ofre. I de sidste to år er der
faldet 66 domme af denne type, mere end i
de foregående fem år. ”Der er en voksende
intolerance mod enhver ytring, også den kunstneriske,
der betragtes som provokerende,
foruroligende eller fornærmende. Det er farligt
og ude af proportion at anvende straffeloven
mod det hele,” hedder det i AI´s rapport.
Det er dog ikke nemt at vide, hvor man skal
trække grænsen. En af de sidst dømte var en
rapmusiker fra Mallorca med kunstnernavnet
Valtonye, der brugte internettet til at sprede
budskaber som ”Vi ønsker døden for disse
svin” med henvisning til medlemmerne af en
kulturel forening, der forsvarer Balearernes
tilhørsforhold til Spanien. Valtonye lovpriste
også terroristorganisationerne ETA og Grapo.
Hans dom på tre et halvt års fængsel for sine
budskaber har splittet juristerne i to lejre.
Et af instrumenterne til ytringsfrihedens
indskrænkning er ifølge oppositionen til venstre
Ley de protección de la seguridad ciudadana,
også kendt som ”Ley Mordaza”
(Mundkurvsloven), som den daværende konservative
flertalsregering vedtog i 2015. Loven
giver politiet vidtgående bemyndigelser til at
skride ind over for demonstranter og kaldes
af Human Rights Watch for en direkte trussel
mod retten til fredelig mødevirksomhed.
PSOE og Podemos har sluttet sig sammen for
at ophæve loven eller i det mindste at opbløde
dens bestemmelser.
15.04.2018

Læs Solkysten
Annoncer her!
Navarrete
Solkysten club
Bestil Håndbog

Lejligheder og villaer i Spanien til salg og leje
Kontakt Solkysten
Legal